ÅRETS JAGTFROKOST
Søndag den 26. september, kl. 13.00-17.00
i bebyggelsen ”Møllehaven”s fælleslokale,
Boeslumvej, Ebeltoft

Som det vil erindres, måtte vi desværre aflyse den planlagte jagtfrokost i februar måned grundet den daværende corona-situation i landet. Som vi skrev i forårs-/sommerprogrammet ville vi i stedet arrangere frokosten som en optakt til den kommende jagtsæson i stedet for som vanligt at markere afslutningen på jagtsæsonen. Det gør vi så denne søndag, hvor vi – via vores nu tidligere næstformand Ole Bisp, der bor i bebyggelsen, har lejet ”Møllehaven”s fælleslokale.
Menuen ligger endnu ikke helt fast, men vi kan dog oplyse, at der blandt andet vil blive serveret hvide sild m. karrysalat og hjemmelavede stegte sild i eddike efterfulgt af div. vildtspecialiteter, herunder bl.a. hjemmelavet, koldrøget laks, røget dyrekølle og dyreleverpostej m.m. og afsluttende med en god ost med krydderfedt, sky og løgringe.

Couvertprisen er som de tidligere år 130,- kr. pr. person, excl. drikkevarer (kaffen dog incl.). Øl & vand købes formedelst 10,- kr. pr. stk. – Der vil IKKE blive solgt snaps/brændevin, - hvis deltagerne ønsker snaps, skal de således selv medbringe det (så får man også det mærke, man helst vil have).

Vi opfordrer alle til at medbringe trofæerne fra det vildt, de har nedlagt i løbet af 2020 og 2021 indtil nu (opsatser, gevirer, skind, udstoppede fugle/dyr, kranier o.s.v.) til ”den traditionelle udstilling”. Især beder vi om, at de, der har nedlagt bukke og mårhunde m.v. på foreningsreviret Colindseje, vil medbringe trofæerne herfra.

Bindende tilmelding senest lørdag den 19. september til Jørgen Brøgger (tlf./sms 4035 2211,
e-mail: jb@joergen-broegger.dk).

Vi håber, at rigtig mange vil deltage, så vi kan få en lige så hyggelig eftermiddag, som vi plejer.