Jacob har ladet sit skjul blive stående til fri afbenyttelse af andre medlemmer, der også gerne vil forsøge sig i bekæmpelsen af "krage- banditterne"

Oplevelser på krageregulering på foreningsreviret 2021

21. marts 2021:
Per Bisgaards bestræbelser kronedes endelig med held

Som de, der har fulgt med her på hjemmesiden, vil vide, så har Per Bisgaard forsøgt ihærdigt og adskillige gange at få ram på en eller flere af de mange krager, der er på foreningsreviret. Endelig i dag kronedes anstrrengelserne med "held", da en krage, der slog på Per's udstoppede ræv, måtte bøde for det med livet. - Per fortæller:
Jeg var ved ruinen kl 05.20 og kragerne var allerede i luften; hurtigt fik jeg placeret den udstoppede ræv og kom på plads i skjulet. Der var rigtig meget aktivitet inden solopgang, hvorefter der blev mere stille igen. Den første krage, der slog efter ræven, ramte jeg desværre ikke, lidt skidt for den kom i et fint sideskud. Anden krage, der slog mod ræven, fik et bagskud og var død på stedet. På trods af en del krager i luften var der ikke flere, der kom indenfor skudafstand, så det blev kun ved den ene. Men en fantastisk morgen og en meget flot solopgang.
Mvh
Per Bisgaard

Vi ønsker Per stort tillykke med, at det endelig lykkedes ! - Per har sendt os disse fotos, der bl.a. også viser, hvordan Per's skjul er blevet forbedret. Klik på det enkelæte foto for at se det i stor størrelse:

06. marts 2021:
Per Bisgaard forsøgte sig igen efter krager, -igen, igen ... og skriver:

Desværre en nultur igen, men der var en del krager derude, og en enkelt gang var der to krager, der angreb den udstoppede ræv. desværre skød jeg forbi. Jeg skal have øvet mig med kragekaldet, de er virkelæig svære at få til at reagere på det. Krageskjulet er blevet godt nu.
Vil gerne prøve igen  morgen gra kl. 15 i stige 7.Det er en frustrerende mensjov jagtform.
MVH
Per

19. februar 2021:
Per Bisgaard skriver:

"Desværre endnu en nultur, men masser af aktivitet derude. Da jeg gik tilbage til bilen kl. 18, sad der nok 20 krager i træerne lige bag bilen, - de håner mig !
Jægerhilsen
Per"

Ak ja, de krager, de krager. Med Pers ihærdighed tror vi dog på, at det nok skal lykkes ham på et tidspunkt - Læs også om Jón Hjaltasons oplevelser på tur efter mårhund samme aften her.

Ak ja, - de krager, de krager ....

18. februar 2021:
Per Bisgaard skriver:

"De skide krager frustrerer mig. I dag var jeg derude 30 min. før solopgang. Der var både rådyr, harer og en del krager.Men det er kloge fugle; de var interesserede i mine bevægelige lokkefugle og min udstoppede spurvehøg, men på afstand, så skudchancerne udeblev. Jeg kunne have skudt en musvåge, den kom flyvende lavt10 m. fra mig og lignede en krage, så jeg var tæt på at skuldre den glatløbede .....Jagtformen på krager er fascinerende, så jeg giver ikke op, - og i morgen er heldet der.
Jægerhilsen
Per"

Tak til Per for beretningen, - og "Knæk og Bræk" i morgen !

13. februar 2021:
Jacob Munkholm Jensen fortæller:

"Jeg drog i morges på lidt krageregulering i Nord. Temperaturen lå på minus 6 grader og høj himmel, men jeg kom først derud ved 9-tiden og forpassede således chancen for et morgentræk. Men min plan var nu også først og fremmest at sondere terrænet ude ved afslutningen af det levende hegn nær andedammen. Jeg fik opsat et skjul i form af et camouflagenet, men måtte opgive uglen pga den frosne jord, som umuliggjorde at rejse pælen. Den havde jeg ellers tænkt mig at sætte op ved rørskæret foran dammen. Allerhelst ville jeg nok have opsat mit skjul helt nede i bunden af det levende hegn, ved siden af fodertønderne. Men jeg kom i tvivl om evt nedskudte krager så ville falde på "fremmed jord," da vi vel ikke har jagten på markerne imellem dammen og "krageskoven" ?
Jeg har ladet krageskjulet blive stående derude (se billedet herunder), da jeg regner med at vende tilbage snart. Har læst et sted at kragerne på den måde vil vænne sig til dets tilstedeværelse. Hvis det ikke er så godt at lade det blive derude, så sig endelig til og jeg vil skynde mig at fjerne det igen. Andre er selvfølgelig velkomne til at bruge det og/eller forbedre det, evt. ved at flytte det til en mere fordelagtig position i det levende hegn.
På gåturen derud lettede vi en skovsneppe, der susede tæt forbi i flot silhuet, men jeg lod den selvfølgelig flyve og nød synet. Senere brød en større flok råvildt ud af "krageskoven" og gik længe og rodede i sneen på bakkerne. En musvåge afpatruljerede såten og de snedækkede marker var fyldt med spændende spor af bl.a. ræv (så vidt jeg da kunne skønne) på kryds og tværs. Vejret var jo fantastisk! Høj blå himmel og ingen vind - vist ikke optimalt krage-regulerings-vejr, og der kom da også kun et par mindre chancer, hvoraf jeg skød til den ene. Det var dog på lidt for lang afstand og med for lidt foranhold, så kragen og dens "wingman" fløj uforstyrret videre, henover det pragtfulde, dybfrosne landskab.

Måske får jeg mulighed for endnu en tur derud i næste uge, selvom jorden stadig er for frossen til at kunne anvende lokkeuglen. Måske bør jeg starte før solopgang eller lige før solnedgang næste gang, for at afprøve kragernes morgen- eller aftentræk. Der er i hvert fald masser af dem derude. Jeg skal nok lige give besked og høre om tidspunktet er OK.

Mvh
Jacob"

13. februar 2021:
Også Per Bisgaard forsøgte både den 12. og den 13., om der skulle være mulighed for at få ram på en krage eller to. Per sad i stige 7 på "Syd" og fortæller herom:

"Nulture indtil videre. Lørdag morgen satte jeg mig ud i minus 16 grader. DET var koldt, men også en utrolig ssmuk morgen. Kragerne er det, men det er kloge fugle og ikke nemme at komme til. Hverken Mikkel ræv eller mårhundene har jeg set noget til.
Hvis det er muligt, vil jeg jeg gerne prøve stige 7 igen mandag og tirsdag fra kl. 14.
VH
Per"

Om forsøget mandag den 15. skriver Per så (den 16.):
"Nultur igen. Sad i 2 timer og så intet !! Ikke engang kragerne var der. Jeg når ikke derud i dag alligevel, så  hvis andre er interesseret, er stige 7 ledig. Satser på et par ture mere sidst på ugen, jeg skal nok få ræven.
MVH
Per"

Vi siger tak til Jacob og Per for de fine beretninger ! - og ønsker "Knæk og Bræk" næste gang, de vil forsøge sig !